<paracol><raggedright> "Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde Sneemanden. "Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer!" det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. "Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa Brokkerne!" <switchcolumn> "Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!" sagde snemanden. "Vinden kan rigtignok bide liv i een! Og hvor den gloende der, hun gloer!" det var solen, han mente; den var lige ved at gå ned. "Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne!" </paracol> <paracol><raggedright> Det var to store, trekantede Tagsteensbrokker han havde til Øine; Munden var et Stykke af en gammel Rive, derfor havde han Tænder. <switchcolumn> Det var to store, trekantede tagstensbrokker han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. </paracol> <paracol><raggedright> Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af Bjældeklang og Pidskesmæld fra Kanerne. <switchcolumn> Han var født under hurraråb af drengene, hilset af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. </paracol> <paracol><raggedright> Solen gik ned, Fuldmaanen stod op, rund og stor, klar og deilig i den blaae Luft. <switchcolumn> Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. </paracol> <paracol><raggedright> "Der har vi hende igjen fra en anden Kant!" sagde Sneemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igjen. "Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde saa gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide paa Isen, som jeg saae Drengene gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe!" <switchcolumn> "Der har vi hende igen fra en anden kant!" sagde snemanden. Han troede, at det var solen, der viste sig igen. "Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg ville så gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe!" </paracol> <paracol><raggedright> "Væk! væk!" bjæffede den gamle Lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og laae under Kakkelovnen. "Solen vil nok lære.

H. C. Andersen - Snemanden

Item catalogue number:

1873

Size:

7 pages

Additional format:

epub

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Solskinshistorier

Collection:

Next collection: