<paracol><raggedright> Har Du hørt Historien om den gamle Gadeløgte Den er slet ikke saa overordentlig morsom, men man kan altid høre den een Gang. Det var saadan en skikkelig gammel Gadeløgte, som i mange, mange Aar havde gjort Tjeneste, men nu skulde kasseres. Det var den sidste Aften, den sad paa Pælen og lyste der i Gaden, og den var tilmode ligesom en gammel Balletfigurantinde, som dandser den sidste Aften og veed at imorgen skal hun paa Loftet. Løgten havde saadan en Skræk for den Dag imorgen, thi da vidste den, at den skulde paa Raadstuen for første Gang og synes af Stadens "sex og tredive Mænd", om den var brugelig eller ikke brugelig. Da vilde det blive bestemt om den skulde sendes ud paa en af Broerne og lyse der, eller paa Landet i en Fabrik, maaskee gik den lige til en Jernstøber og blev smeltet om, da kunde den jo rigtignok blive til Alting, men det pinte den, at den ikke vidste om den da beholdt Erindringen om, at den havde været Gadeløgte. - Hvorledes det gik eller ikke, den vilde blive skilt fra Vægteren og hans Kone, hvem den betragtede ganske som sin Familie. Den blev Løgte da han blev Vægter. Konen var den Gang fiin paa det, kun om Aftenen naar hun gik forbi Løgten saae hun til den, men aldrig om Dagen. Nu derimod, i de sidste Aar, da de alle tre vare blevne gamle, Vægteren, Konen og Løgten, havde Konen ogsaa pleiet den, pudset Lampen af og skjænket Tran i den. Ærlige Folk var det Ægtepar, de havde ikke bedraget Løgten for een Draabe. Det var den sidste Aften i Gaden og imorgen skulde den paa Raadstuen, det var to mørke Tanker for Løgten, og saa kan man nok vide hvorledes den brændte. Men der gik ogsaa andre Tanker igjennem den; der var saameget, den havde seet, saameget, den havde lyst til, maaskee ligesaa meget som "de sex og tredive Mænd," men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel Løgte, den vilde Ingen fornærme, allermindst sin Øvrighed. Den huskede saa meget, og imellem blussede Flammen op inde i den, det var som havde den en Følelse af: "ja, man husker ogsaa mig! der var nu den smukke unge Mand, - ja, det er mange Aar siden! han kom med et Brev, det var paa rosenrødt Papiir saa fiint, saa fiint og med Guld-Kant det var saa nydeligt skrevet, det var en Damehaand han læste det to Gange og han kyssede det og han saae op til mig med sine to Øine, de sagde "jeg er det lykkeligste Menneske!" - Ja kun han og jeg vidste hvad de.

H. C. Andersen - Den gamle gadelygte

Item catalogue number:

889

Size:

7 pages

Additional format:

epub

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Den gamle gravsten

Collection:

Next collection: