Ja, det er din, den vårbæk under lide, der én gang spejlede din barndoms lyst; og det er din, den skov i løvspringssuset, hvor ungdomsdrømmen gro’de i dit bryst; dit lyngens aftenland med blæstens klage om hjejlens bo i glemte graves græs, din søens skumkrans rundt det øde næs med kongelysets gyldne blomsterstage. Og det er dit frem gennem manddoms møde, det land som fædres virke formed ud, her, hvor du vånded dig i sorgens timer og bøjed tungt dit hoved for din Gud. Hvor løvet hvisked fred omkring din pande, og hvor du rejste dig med nytændt mod, og så den dybe verden for din fod med banen fri til horisontens rande. Og det er dit helt ind i dødens dvale, når lyst og nød er som et svundet ry, det land, hvis himmel så dit hoved gråne, mens vår og vinter svandt som sol og sky. Som vinden svøber om de gamles grave skal her en gang den bølge over din, mens over dig går nye slægters trin og nye sanges sus om hjemmets have.

Hans Henriksen - Ja, det er din —

Item catalogue number:

1673

Size:

1 page

Zoom:

Open preview image

Next item:

Jeg længes —

Collection:

Next collection: