Spar, rydningsmand, det gamle træ, og stil din økse hen! Del gav mig i min barndom læ og er min ældste ven. Min oldefar har en gang det plantet ved sin vrå; derfor, du gæve rydningsmand: Du lader kæmpen stå! Se, hvordan slægtens gamle træ, hvis hæderfulde ry gik vide over land og sø, endnu gror stolt mod sky. Stil øksen hen, du rydningsmand, hug ej den mindste gren! Rør ej den gamle, æsle eg, og vold den ingen men! Mens end jeg var en stumpet fyr, jeg blunded ved dens rod, og mine søstre leged her omkring dens brede fod. Jeg fars håndtryk, mors kys fik i dens krones læ — Jeg siger dig endnu en gang: Hug ej det gamle træ! Mit hjertes strenge om dig når, tæt som din bark, min ven; de frie fugle kommer hid med sang hver vår igen. Du gamle træ, trods stormens kast! Gå, rydningsmand, din vej! Mens jeg har magt, som jeg har agt: mit træ — det får du ej!.

Hans Henriksen - Det gamle træ

Item catalogue number:

1673

Size:

2 pages

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Det vilde, vågnende forår —

Collection:

Next collection: