Jeg husker den gamle have med karvede stammers rad, der blomstrede både abild og hyld til finkers og mejsers kvad. Der slynged sig humlen så frodigvild helt op i den stynede gærdepil, og bækken ind under diget ej undte sig mindste hvil. Og langs de tiltrådte gange stod pinseliljernes flor, med Ambra og akkelejer og morgenfruernes kor; og der var ranker det hele år, og tunge roser i høst og vår, og hvide violer dufted i dag så sødt som i går. Der sad jeg så mangen time på bænken jeg tømred selv, så skykaravanerne drage hen over det sølvblå hvælv; der drømte jeg, lænet mod askens fod, om manddoms ære og kampens mod, om alle de fagre riger mit hjerte stunded imod. Min barndoms hegnede have med solskin og sidskensang, dit fredede indelukke har blomstret for sidste gang. Man sagde, det alt var af dage mæt, Træerne gamle og jorden træt, og hvad der var mest uheldigt: Beliggenheden var slet. Så faldt da de gamle stammer og veddet blev kløvet og brændt, og rislebækken blev drænet, og grunden pløjet og vendt. Og nu går der sti for hvermands fod, hvor før de hvide violer stod, — men mindet, som blev tilbage, er gemt ved min hjerterod.

Hans Henriksen - Den gamle have

Item catalogue number:

1673

Size:

2 pages

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Collection:

Next collection: