På herremandens marker står en række huse, ældre, lave, hvert med et lille stykke have. Dér fik i mine barneår, blandt børn af folk i knebne kår, jeg daglig hjertet fuldt af glæde. Vi tumled kæphest, bold og slæde. Vort venskab stærke rodskud skød i muld så frisk og dyb, så kraftig; den frugt, det gav, var sund og saftig. Vi hærded det med rusk og stød; når grådens salte kilder flød i tørnens hede, det blev dykket, mens vi med buler panden smykked’. Dér blev min første elskov vakt: den lyse, muntre Serafine fik i sin uskyld mig i sine blå, klare, milde øjnes magi, dog mindre ved sin legemspragt end ved sit væsens ild og ynde. Vil nogen kalde det at synde? Vel var hun ældst, men størst var jeg; dog, gjaldt det i en legescene om hurtigst til et mål at bene, da var det hende, ikke mig, der først kom ind, mens på sin vej hun tit fik luften til at spille af hårets brus og barmens trille. Hun syntes med sit sommersind, sit kække mod, sit smil, hvis skatte en glorie om hende satte, sin kraft, sin rejsning, viet ind til lykke solfyldt, frodig, trind. — Fjernt i en gård på Jyllands hede fik hun som brud sig snart en rede. Til tider og mit hjerte slog for Anna med de dybe øjne og brune krøller. Blandt forfløjne hun aldrig del i vildskab tog. Ved blysom ynde hun mig drog. — om Hanne, Karen og om sine jeg ikke mindre skønt kan vidne. Vi trodsed alle hvert et Væ’r, om fødderne var nok så våde. Fra bryggerset vi hented både til vippefart på dam og kær. Hver knægt mod himlen steg i træ'r, vi svømmed over å og grave, somme på ryg, andre på mave. O barndomsfest, før vi blev spredt, hver til sin del af livets byrder, i verden, drengene som hyrder, — lå tit dit minde oversnét, det er dog nok så ofte sket, at det har blomstret og mig kvæget, mens hjertet sitred, sødt bevæget.

Hans P. Lunde - Barndomstider

Item catalogue number:

1672

Size:

2 pages

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Blåklokken og stikkelsbærbusken

Collection:

Next collection: