Efter Th. Fontane. Nu har jeg det båret i otte år; hvem tynged så hård en dom? Hvor verden altid var skønnest før, jeg fandt den øde og tom. Nu træder jeg for hans øjne frem, så ringe man her mig ser; han vil ikke nægte min simple bøn, hvor kan jeg vel skade ham mer? Og bærer han end det gamle nag, fast jeg blev ældet og grå, så komme, hvad der i verden vil, jeg grunder kun lidt derpå. Det var grev Douglas. Han satte sig ned til hvile ved bjergets sti. Han stirred ud imod mark og skov, og sagte faldt øjnene i. Han bar et harnisk, rustent og tungt, derover en pilgrimsdragt — Men hør! Fra skoven brusede frem den vilde, stormende jagt. Og sand og støv ophvirvledes tykt; det blinked af spyd og spær. Og før grev Douglas fik rejst sig op var hest og rytter ham nær. Der sad Kong Jakob så højt til hest; dybt bøjet grev Douglas stod. Straks blodet kongen til kinden fo’r, men Douglas ham råbte imod: "Kong Jakob, vend nådig dit blik herned, og hør mig en gang i ro! Hvad mine brødre mod dig forbrød fik ej i mit hjerte gro. Tænk ej på det gamle Douglas-nag, som årenes løb gav læ! Tænk hellere på din barndomstid, da jeg gynged dig på mit knæ! Tænk heller tilbage på Stirling slot, hvor jeg legetøj til dig skar, hvor jeg løfted dig op på din fars hest, og du løfted det sværd, jeg bar! Tænk heller tilbage på Linlithgow, på søen og fuglenes sang, hvor jeg lærte dig ride og svømme og dykke, og fiske og jage i vang! Og tænk på alt, hvad der fryded dit sind, og gjorde dig dagen kær — Nu har jeg det båret i otte år, at jeg en Douglas er!" — "Jeg ser dig ikke, grev Archibald! din stemme hører jeg ej. Det er som en tone fra svunden tid jeg møder igen på min vej! Den tone mig klinger fortroligt sød; jeg lytter endnu til dens sprog. Men stærkere lyder en anden røst: en Douglas, det er du dog! Jeg ser dig ej, jeg hører dig ej! Det er alt, hvad jeg tør og kan! En Douglas, der for mine øjne kom, var altid en dødsdømt mand!" Kong Jakob spored sin høje hest, opad gik nu hans ridt; men Douglas greb hurtigt i tømmen fat, og holdt så med kongen skridt. Vejen var stejl og solen stak, og brynjen tynged hans fjed; men skønt han snublede nu og da, han fulgte dog stadig med: "Kong Jakob! Før bar jeg dit kongesværd hvor var jeg frejdig og kæk! Nu vil jeg kun lede din hest i stald og fylde hø i dens hæk, og strø dens lej.

Hans Henriksen - Archibald Douglas

Item catalogue number:

1673

Size:

4 pages

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Collection:

Next collection: