<paracol><raggedright> Det er Vintertid; Jorden har et Sneelag, som var det Marmor, hugget ud af Fjeldet: Luften er høi og klar, Vinden skarp som et dværgesmedet Sværd, Træerne staae som hvide Koraller, som blomstrende Mandelgrene, her er friskt som paa de høie Alper. Deilige er Natten med Nordlysblink og talløse funklende Stjerner. <switchcolumn> Det er vintertid; jorden har et snelag, som var det marmor, hugget ud af fjeldet: Luften er høj og klar, vinden skarp som et dværgesmedet sværd, træerne står som hvide koraller, som blomstrende mandelgrene, her er friskt som på de høje Alper. Dejlige er natten med nordlysblink og talløse funklende stjerner. </paracol> <paracol><raggedright> Stormene komme Skyerne løfte sig, ryste Svaneduun; Sneeflokkene fyge dække Huulvei og Huus, den aabne Mark og de lukkede Gader. Men vi sidde i den lune Stue, ved den blussende Kakkelovn, og der fortælles om gammel Tid; vi høre en Saga: <switchcolumn> Stormene kommer, skyerne løfter sig, ryster svanedun; sneflokkene fyger, dækker hulvej og hus, den åbne mark og de lukkede gader. Men vi sidder i den lune stue, ved den blussende kakkelovn, og der fortælles om gammel tid; vi hører en saga: </paracol> <paracol><raggedright> Ved det aabne Hav laae en Kæmpegrav, paa den sad i Midnatstimen Spøgelset af den begravne Helt, en Konge havde han været; Guldringen skinnede om hans Pande, Haaret flagrede i Vinden, han var klædt i Jern og Staal; sit Hoved bøiede han sorrigfuld og sukkede dybt i Smerte som en usalig Aand. <switchcolumn> Ved det åbne hav lå en kæmpegrav, på den sad i midnatstimen spøgelset af den begravne helt, en konge havde han været; guldringen skinnede om hans pande, håret flagrede i vinden, han var klædt i jern og stål; sit hoved bøjede han sorgfuld og sukkede dybt i smerte som en usalig ånd. </paracol> <paracol><raggedright> Da kom et Skib forbi. Mændene kastede Anker og stege i Land. En Skjald var der mellem dem; han traadte hen mod Kongeskikkelsen og spurgte: "Hvorfor sørger og lider Du?" <switchcolumn> Da kom et skib forbi. Mændene kastede anker og stege i land. En skjald var der mellem dem; han trådte hen mod kongeskikkelsen og spurgte: "Hvorfor sørger og lider du?" </paracol> <paracol><raggedright> Da svarede den Døde: "Ingen har besjunget min Livsgjerning den er død og borte; Sangen bar den ikke ud over Landene og ind i Menneskenes Hjerter; derfor har jeg ikke Ro,.

H. C. Andersen - Folkesangens fugl

Item catalogue number:

1797

Size:

4 pages

Additional format:

epub

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Fra et vindue i Vartorv

Collection:

Next collection: