<paracol><raggedright> Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt, som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort. Aldrig voxer een Skræppe alene, nei hvor der groer een, der groe flere, det er en stor Deilighed, og al den Deilighed er Sneglemad. De store hvide Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lod lave til Fricasee spiste og sagde "hum! hvor det smager!" for de troede nu det smagte saa deiligt, de levede af Skræppeblade og derfor bleve Skræpperne saaede <switchcolumn> Det største grønne blad her til lands, det er da rigtignok et skræppeblad; holder man det foran på sin lille mave, så er det ligesom et helt forklæde, og lægger man det på sit hoved, så er det i regnvejr næsten ligeså godt, som en paraply, for det er så forfærdeligt stort. Aldrig vokser en skræppe alene, nej hvor der gror en, der gror flere, det er en stor dejlighed, og al den dejlighed er sneglemad. De store hvide snegle, som fornemme folk i gamle dage lod lave til frikasse spiste og sagde "hum! hvor det smager!" for de troede nu det smagte så dejligt, de levede af skræppeblade og derfor blev skræpperne sået </paracol> <paracol><raggedright> Nu var der en gammel Herregaard, hvor man ikke længer spiste Snegle, de vare ganske uddøde, men Skræpperne vare ikke uddøde, de voxte og voxte over alle Gange og alle Bede, man kunde ikke mere faae Bugt med dem, det var en heel Skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et Blomme-Træ ellers kunde man nu aldrig have tænkt at det var en Have. Alt var Skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle. <switchcolumn> Nu var der en gammel herregård, hvor man ikke længere spiste snegle, de var ganske uddøde, men skræpperne var ikke uddøde, de voksede og voksede over alle gange og alle bede, man kunne ikke mere få bugt med dem, det var en hel skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et blommetræ ellers kunne man nu aldrig have tænkt at det var en have. Alt var skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle snegle. </paracol> <paracol><raggedright> De vidste ikke selv hvor gamle de vare, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig væ.

H. C. Andersen - Den lykkelige familie

Item catalogue number:

896

Size:

4 pages

Additional format:

epub

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Den onde fyrste

Collection:

Next collection: