I Højt kupler sig det dunkle himmelhvælv, og bort i nattens fjernblå dybder vugges Tårnurets slag, som svagt i luften skjalv. En sagte knirken, når et vindue lukkes, og lyd af fodtrin, som på gaden klampe — — Så blir det tyst — i genbohuset slukkes det sidste skær af en årvågen lampe. Nej, vi vil ikke, kan ej skilles her, hvor en månestråle snor sig spinkel og sølvhvid over gitterværkets sprinkel, men vi vil gå ind under lyse træer, hvor som en duftig kærtegnskåbe ånden fra alle blademunde om os slår — Så tage vi hinanden fast i hånden: Du dejlige, du lyse nat i vår! <clearpage> II Sit natblå stjernetelt har himlen spændt ud over den flade, slummerhyllede egn, hvor huse og hvor vande kun er kendt som lyse prikker mellem de tætte hegn. Oppe i kastanjetræets mørke krone skinne vårens festlys i hvidnende rad; der klinger en blød og drømmefødt fugletone under den sagte raslen af blad imod blad og klukkende bølgers slag mod en rørbræmmet kyst. Ak, hvor her er tyst og dejligt at drømme, nej, spørg mig ikke, om hvad —.

Iben Nielsen - Nocturne

Item catalogue number:

1659

Size:

2 pages

Preview:

Page 1

Zoom:

Open preview image

Next item:

Collection:

Next collection:

Jane Austen Concordance