Alene, — altid alene! Hvad kan Vorherre dog mene? Alene bedrøvet, — alene glad. Andre mennesker følges ad, men jeg, — jeg går altid alene. — Altid alene jeg tvinges at vandre på skarpe sten med længsel mod andre. Altid alene i kampen jeg stod, alene, når det gjaldt anger og bod. De andre, de følges ad, men jeg, — med elskov og had, med gråd, — med smil går alene. — Altid alene, med gråd i sang, på skarpe sten min ensomme gang. I sjælen klinger ensomheds tone. Underligt! — har jeg da noget at sone, når altid jeg ensom skal gå? Andre mennesker følge få, men jeg, — jeg går altid alene. — Altid alene mod fjeldets tinde på skarpe sten for toppen at finde. — — — — — — — — — — — —.

Einar Bang - Alene, — altid alene

Item catalogue number:

620

Size:

1 page

Zoom:

Open preview image

Next item:

Barmhjertighed —

Collection:

Next collection: