Før jeg dig så, du eneste, jeg sang barnlig og glad, som fugl, når solen stiger, som bækken går sin muntre rislegang og ved ej selv, den dybt mod havet higer. Der var ej vemod, længsler, sukke ej så lidt som drømme, flyvende og fagre, de brød sig altid over læben vej og kunne bort i sang og toner flagre. — — Du gav mig mer end toner, hvor drøm og anen gror, du gav mig livets lykke, den eneste, jeg kender. — Du tog mig i din favn — den lykke har ej ord, døbt i så hede kys og gråd, som kinden brænder. Du, elskede, alene gav mig, hvad sorg jeg led, den råder i mit hjerte, fra vi to måtte skilles. Og stum og stor som lykken er sorgen, jeg nu ved, for ikke er der ord eller klang, hvori den stilles. —.

Iben Nielsen - Før

Item catalogue number:

1659

Size:

1 page

Zoom:

Open preview image

Next item:

Collection:

Next collection:

Jane Austen Concordance