De vandred gennem lunden i den blege forårskvæld til kildens kolde væld, og unge grene hvisked langs det grønne bakkehæld, hvor anemoner lyste som sølvmatte skæl. Han førte alvorstale og han var så kold om kind, hun sukked i sit sind; de sukked for hinanden i det tynde måneskin, og melankolsk forbi dem sused aftenens vind. De talte om, hvor verden er de unge hjerter hård, hvor stride livets kår, og let det kunne hænde sig, at lykken fik et skår — hvor var det dog et ansvar at gifte sig i vår! Men stæren sang og gøgen gol og parret satte bo, og begges hjerter lo; han trådte ud i dagen og lod ængstelsen bero, og livets jubel tindrede i hendes øjne to. Hun hilste ham med solskinssmil og frydefulde nik! hvor frejdigt han dog gik — han kyssed hendes kind og så med himmelhenrykt blik, at den, han havde sværmet for, var ikke den han fik. Og nu står lykkens sejrssol højt over deres tag — lyst for og mørkt æbag — og hver en skovens sanger synger med i deres lag, og munken går i enge den lange sommerdag.

Hans Henriksen - De vandred gennem lunden

Item catalogue number:

1673

Size:

1 page

Zoom:

Open preview image

Next item:

Den attende april

Collection:

Next collection: